CAMBODJA OG SYDVIETNAM

Flyttes til 2022 – Datoer kommer snarest

Turen er for singler og dig, der rejser uden partner. Amazing Tours er atter teknisk arrangør og er expert i Vietnam og Cambodja. Singleture.dk er eksperter i ”Rejs solo – sammen.”

Efter 2 ture til det nordlige og centrale Vietnam kan det kun blive en succes – igen.

Har haft den store fornøjelse at være med på endnu en tur til Asien med Lone, og jeg er så begejstret for mine rejsekammerater, programmet med forskellige steder i Vietnam og den meget kompetente rejseleder

Dorthe Fink. Tidl. deltager. Vietnam 2020

HVORFOR CAMBODJA OG VIETNAM?

Vietnam og Cambodja er fantastiske lande at rejse i – og nu har du mulighed for at komme med sammen med andre nysgerrige og rejseglade deltagere. Når du rejser med Singleture.dk er du i gode hænder: vi sørger for en uhøjtidelig, uformel og god stemning på turen. Glæd dig til en rejse igennem to lande, der altid har været tæt forbundne, men som også har været fjender. Vi skal igennem eventyrlig natur fra Østens største delta, det franske højland til de store rismark områder. Vi skal stifte bekendskab med de mange minder fra den franske og den amerikanske kolonitid, fra kinesernes indflydelse og De Røde Khmeer og Pol Pot regimet.

Cykelture, Tuk Tuk´er, sightseeing på Vespa scooter, trekkingture, sejlture på Mekong floden kombineres med andre store oplevelser: verdens mest imponerende tempelområde, franske byer og Vietnam krigens historie. (Kajak/trekkingtur, ballontur, guidet tur i Saigon, samt natsafari kan tilkøbes). Vi overnatter i flotte Boutique-hoteller med et par afstikkere til mere enkel overnatning midt i naturen. Turen er lagt an på, at vi kommer tæt på lokalbefolkningen og får mange unikke oplevelser.

PROGRAM FOR TUREN:

♦ 21/2 Singapore Airlines åbner for check in i Københavns Lufthavn tre timer før flyafgang. Vi flyver med et af verdens bedste luftfartselskaber. Der serveres mad og drikkevarer ombord. Der er masser af film, TV programmer, musik og spil, du kan underholde dig med på flyrejsen. Vi flyver nonstop til Singapore.

♦ 22/2  Efter kort ventetid i Singapore flyver vi til det nordøstlige Cambodja – til byen Siem Reap. Navnet betyder “Siam besejret” og henviser til de gamle kampe mellem siameserne (Thaier) og Khmer folket (Cambodjaner). Vi lander kl. 09.45 lokal tid. Vi køber visum ved ankomst (pt. 30 USD, der betales kontant),  og møder den engelsktalende lokalguide og chauffør. Vi kører nu den forholdvis korte tur til centrum og til Memories Siem Reap Hotel. Om eftermiddagen skal vi på Tuk Tuk tur ud på landet, og snuse til det autentiske Cambodja. Opleve naturen, lokalt tempel, de private huse, små producenter af sukkerpalmeolie, bambuskurve mm., inden vi nyder en sundowner og solnedgangen. Vi kører til en restaurant og skal stifte bekendskab med det lækre cambodjanske køkken. https://www.memoiresiemreaphotel.com

♦ 23/2 Vi starter dagen tidligt, kl. 04.30. Vi er i den gamle by Angkor, der i 1200 tallet var verdens største by pga. et fantastisk vandingsystem, som vi senere skal se. Byen Angkor er mest kendt for Angkor Wat, der er et af verdens vidundere og verdens største tempelkompleks. Dette smukke tempel er opført i junglen og er helt symmetrisk bygget med lange overdækkede gange, smukke stupaer og flot udsmykket. Mange orangeklædte munke lever deres dagligdag i templet. Vi skal se solopgangen foran Angkor Wat – eller fra en luftballon, der svæver, men fastspændt til jorden. (Ikke inklusiv, pris 175 kr.) Solopgangen over Angkor Wat er et uforglemmeligt syn. Hvis vejret ikke tillader luftballon turen, ser vi solopgangen fra et andet smukt sted. Tilbage på hotellet serveres morgenmad, inden vi skal ud og opleve dele af den imponerende Angkor by. Vi hopper på cyklen og cykler til Angkor og starter med selve Angkor Wat. Templet ligger midt i byen, og herefter cykler vi videre til det imponerende skovtempel, Thom Prom. Her har naturen taget over – og det er nøjagtigt som templet blev fundet – med træer og rødder over og omkring bygningerne og vidner om naturens kræfter. Elefant Terrassen, som var kongens kronings-sal, og flere andre spændende spots, besøges også. Frokosten indtages på lokal restaurant. Resten af dagen er til fri dispostion. Om aftenen kan en tur i i Siem Reaps aftenliv anbefales, evt. møde de lokale i pub-gaden. https://www.memoiresiemreaphotel.com

♦ 24/2 I dag kører vi igennem Cambodja, når vi skal til hovedstaden Phnom Penh. På vejen igennem landet kører vi forbi landsbyer og får lov at se livet i Cambodja fra landevejen. Frokosten nydes på en lokal restaurant. Vi checker ind på La Rose Suite Hotel i Junior Suite. Måske en tur i poolen inden vi med guiden skal ud og opleve den helt specielle stemning og atmosfære i hovedstaden. Vi kommer igennem streetfood områder, små markeder og de meget lokale restaurant-stande. Der vil være små smagsprøver af BBQ, karryfisk og andre specialiteter. Maden gør det ikke ud for en middag, så guiden tager os med på restaurant, hvor vi spiser middag for egen regning. Sanserne kommer i brug denne aften med smukke syn, dufte og smage. http://www.larosesuites.com/hotel.php

♦ 25/2 I dag skal vi ud og se det smukke gamle Phnom Penh og den nyere historie. Vi skal både igennem det gamle kongerige og igennem Pol Pot og De Røde Khmers rædselsregime. Vi skal se det royale palads, museet og Sølvpagoden, hvor Guld-Buddhaen er dækket med 9.584 diamanter. Herefter kører vi til Killing Fields, der er de store udgravede massegrave fra Pol Pot tiden. Vi slutter dagen på Toul Sleng eller S21: det gamle universitet, som Pol Pot lavede om til hovedkvarter og fængsel. Resten af dagen er til fri disposition. Jens fra Amazing Tours anbefaler en sundowner eller en middag på Foreign Correspondent Club of Cambodia (FCCC). http://www.larosesuites.com/hotel.php

♦ 26/2 Nyd morgenen og formiddagen inden vi kl. 12.30 skal ombord på båden, der via Tongle Sap floden krydser grænsen til Vietnam, og videre til byen Chau Doc i det mægtige Mekong Delta – Østens største delta. Vi er fremme kl.17.00. Her møder vi den dansktalende lokalguide og vi kører til Nui Sam Lodge og checker ind. Fra hotellets bar kan vi evt. nyde en drink, mens vi ser den smukke solnedgang fra Sam bjerget. https://www.victoriahotels.asia/en/hotels-resorts/nuisam.html  

♦ 27/2 Efter morgenmaden besøger vi de flydende fiskelandsbyer, bygget i 1960´erne. Vi sejler i små både til landbyen, og besøger de mindre lokalsamfund på småøerne i Mekong floden. Vi besøger det muslimsk dominerede område og lærer i Cham Village om det vietnamesiske køkken. Vi tager tilbage til hotellet og checker ud, tager turen videre i Mekong Deltaet til byen Can Tho. https://www.mekongrustic.com/mekong-rustic-can-tho-rl2.html

♦ 28/2  Vi starter dagen før solopgang og sejler med båd på Mekong floden til det berømte Cai Rang Flydende Marked. Sig ”Good Morning Vietnam” med frisk ananas, mens vi sejler i “det mest typiske” billede af Vietnam. Dette kæmpe marked leverer dagligt madvarer til mange tusinde mennesker i regionen. Vi forsætter ind i de små kanaler og kommer endnu tættere på det lokale liv. Et besøg på noodle-fabrik og tester en specialitet, noodle-pizza. Vi sejler videre ind i vådlandet og i skovene, hvor der findes mange smukke fuglearter. Vi skal på en let trekkingtur, inden vi forsætter sejlturen. Vi tager op til udsigtstårnet og har flot vue over store dele af vådlandet og rismarkerne. Vi er midt i det, der kaldes Vietnams Risgryde, hvor hele 40% af landets afgrøder kommer fra. Tilbage i Can Tho spiser vi den typiske Mekong frokost og resten af dagen er til fri disposition. https://www.mekongrustic.com/mekong-rustic-can-tho-rl2.html

 

♦ 1/3 Vi kører med bussen til Cai Be, hvor vi igen hopper på cyklen og nyder de lokale landsbyer med mange frugtplantager. Vi ser små butikker og restauranter, og alt foregår fra små både. Her finder vi også små lokale fabrikker og gamle historiske huse. Vi besøger katedralen og moskeen i Cai Be og plukker selv frisk frugt. En blandet dag i robåde (vi ror ikke selv) og på cykel. Vi kører nu nordpå og sætter kursen mod Ho Chi Minh City – eller som alle stadigvæk kalder byen, Saigon. Denne levende by rummer minder om de gamle dage, om tiden da franskmændene levede her. Saigon er i dag en moderne asiatisk by i stor udvikling. I Saigon finder du det hele. Vi checker ind på Alagon Saigon Hotel & Spa. Hotellet ligger i centrum af byen, District 1. https://www.alagonhotels.com/alagon-saigon-hotel-spa.html

♦ 2/3 Selv om Saigon er det kommercielle centrum i Vietnam, summer byen af liv i glemte gyder, oldgamle pagoder, små butikker opført i træhuse, markeder, fortovs cafeer og gamle historiske steder. Gå selv på opdagelse i byen eller deltag i vores City Tour. (Pris 150 kr.) Vi starter efter morgenmaden og vil bla. besøge Ben Thanh Markedet, det historiske hovedpostkontor bygget af franskmændene, det farverige China Town og Miriam Man Hindu Templet. Vi gør også en afstikker ind i de små sidegader. Om eftermiddagen skal vi alle ud på scooter som bagsædepassagerer på gamle vintage Vespa scootere. Vi skal ud og opleve det ukendte Saigon. Kom tæt på små ”Family Business”, den kinesiske del af befolkningen, naturmedicin butikker. Vi slutter turen ved en ukendt buddistisk pagode. Herefter kører vi retur til hotellet – eller vi kan bede chaufførerne om at tage os til Bitexco Tower og tage 200 meter op til Rooftop baren og nyde en drink. (Ikke inklusiv). Vi sørger selv for at komme retur til hotellet. https://www.alagonhotels.com/alagon-saigon-hotel-spa.html

♦ 3/3 Vi forsætter i dag nord på og kører 3-4 timer til den smukke Cat Tien National Park. Vi har en trekkingtur på ca. 4 timer. Vi  besøger Tai Lai landsbyen og hører om de tre minoritets grupper, Ma, Stieng og Thay. En skøn eftermiddag i naturens tegn. Vi overnatter på Cat Tien Jungle Lodge midt i den smukke natur. Er vi en større gruppe, vil nogle overnatte på Jungle Farm Stay. Der er 10 minutters gang imellem de to overnatningsteder. Aftenen er til fri disposition. Og ellers kan du først på aftenen deltage i en nat-safari, hvor vi i åbne biler kører ud i mørket for at kigge efter de vilde dyr, der kommer ud for at finde føde. Sambar hjorte, kæmpe pindsvin, rådyr og desmerdyr opleves tit i området. (Pris 325 kr.) https://cattienjunglelodge.com

♦ 4/3 Vi kører nu op i bjergene – op i det centrale højland – til den gamle franske bjergstation Dalat. Når det i gamle dage blev for varmt i Saigon, rykkede franskmændene hertil. Derfor finder vi et stykke “Lille Paris” her på plateauet. Der er køligere i Dalat end i storbyen. Byen er kendt for sine blomster, jordbær og den friske luft. Og byder på adventure, kultur, gourmet og smuk natur. Vi checker ind på Ana Villas Dalat. Om eftermiddagen skal vi opleve ”Lille Paris” på en fin byvandring. Vi ser de smukke gamle franske villaer, the Valley of Love, hvor vi kan skyde de flotteste billeder, den store Buddha i Van Hanh Pagoden og Indokinas smukkeste gamle jernbane station – naturligvis opført i kolonial fransk arkitektur. Vi slutter vores byvandring på markedet. Om aftenen spiser vi en speciel homehosted dinner. http://anavillasdalat.com/?lang=en-US

♦ 5/3 Dagen er til fri disposition. Du kan også vælge en aktiv dag i den smukke natur. En 11 kilometer lang trekking tur, der går forbi drivhuse, kaffe og blomsterfarme og igennem små landsbyer. Vi kommer igennem junglebeplantning og går op på toppen af Samson Bjerget i 1700 meters højde. Fra dette smukke spot er der fin udsigt over Dalat By og de omkringliggende dale. Beplantningen på store dele af trekkingen er fantastisk. Efter ca 3 timer når vi til Dalats største sø, som kun kan nås til fods. Vi får en picnic frokost og nyder godt af områdets frugter og grøntsager. Efter frokosten i det fri skal vi ud i kajak på søen og udforske de hemmelige steder i 2 timer. Herefter går turen tilbage til Dalat og hotellet, hvor nogle afslappende timer kan nydes. (Pris 400 kr. for trekking/kajak). Om aftenen er der afskedsmiddag. http://anavillasdalat.com/?lang=en-US

♦ 6/3 -7/3 Om morgenen d. 6.3 kører vi til Dalat Airport og flyver med Vietnam Airlines til Ho Chi Minh City.  Vi tager med egen bus til centrum, hvor der er lidt shoppingtid, inden vi returnerer til lufthavnen. Kl. 16.15 flyver vi til Singapore. Lige før midnat flyver vi videre til København. Vi lander om morgenen d. 7./3. i København efter en ferie med mange unikke oplevelser i bagagen.

FLYINFORMATIONER

Singapore Airlines:

  • 21/2   12.30 – 07.30   København – Singapore
  • 22/2   08.45 – 09.45   Singapore – Siam Reap
  • 6/3     16.15 – 19.30   Ho Chi Minh City – Singapore
  • 6/3     23.55 – 06.00   Singapore – København. Ank. Kastrup d. 7.3

PRIS OG TILMELDING

Pris for rejsen: 19.500 kr. per person i delt dobbeltværelse (enkeltsenge) Tillæg for enkeltværelse:  3.600 kr.

Deadline for tilmelding er 20.november 2020. Turen gennemføres ved minimum 15 deltagere. Ved booking betales 4.000 kr. i depositum. Restbeløbet betales senest d. 20. november 2020. Når du booker, bedes du oplyse flg.:

♦ Fulde navn som i pas

♦ Adresse

♦ Telefonnummer

♦ Mailadresse

♦ Dele eller singleværelse (evt. alder hvis dele)

♦ Evt. udflugt(er) som tilkøb, bindende tilmelding

Singleture.dk sender tilmeldingerne videre til Amazing Tours, der opkræver depositum. Amazing Tours sender bekræftelse til deltagerne. De opkræver senere restbeløbet inkl. evt. tilkøb af udflugter. I samme forbindelse vil du blive bedt om at sende kopi af pas til amazing@amazingtours.dk

 

INKLUDERET I REJSEN

  • Fly København – Siem Reap og Ho Chi Minh City – København
  • Indenrigsfly i Vietnam
  • Bagage indchecket på flyene (23 kg)
  • Alle transfers
  • Overnatninger på gode mellemklasse hoteller
  • Daglig morgenmad
  • 7 frokoster og 4 middage
  • Tuk Tuk sightseeing tur i Siem Reap
  • Sundowner i Siem Reap
  • Solopgangstur i Siem Reap
  • Cykeltur i Angkor Wat
  • Streetfood I Phnom Penh
  • City Tour og Killing Fields, S21 i Phnom Penh
  • Sejltur mellem Cambodja og Vietnam
  • Sejlture på Mekong Floden
  • Det Flydende Marked i Mekong
  • Trekking og sejltur i vådlandet
  • Cykeltur og robåd omkring Cai Be
  • Vespa tur i det lokale Saigon
  • Trekking i Cat Tien Nationalpark
  • Byvandring i Dalat
  • Shoppingtur i Saigon
  • Alle entreer
  • Engelsktalende lokalguide i Cambodja
  • Dansktalende lokalguide i Vietnam
  • Repræsentant fra Singleture.dk
  • Skatter, afgifter og hotelmoms
  • Forslag til pakkeliste
  • Praktiske tips
  • Deltagerliste, så du kan se, hvem du rejser med (tilbud)
  • Mulighed for et deleværelse selv om du rejser alene (se senere)

IKKE INKLUDERET I REJSEN

  • Visum til Cambodja (Pt. 30 USD – betales kontant). Medbring pasfoto
  • Drikkepenge, regn med ca. 60 US Dollars per person

 

TILKØBSMULIGHEDER: (Bestilles sammen med rejsen)

  • Fæstnet luftballon solopgangs-tur over Angkor Wat – 175 Kr.
  • City Tour i Saigon – 150 Kr
  • Natsafari i Cat Tien – 325 Kr
  • Trekking og kajaktur i Dalat – 400 Kr

 

 

Vigtigt!!

Singleture.dk tilbyder at sætte folk sammen i deleværelser, først til mølle. Er der et ulige antal, når vi når deadline d. 20. november, kontaktes den senest tilmeldte. Inden afrejse modtager du en deltagerliste (frivilligt om du vil være med på denne liste), så du kan se, hvem du skal rejse med, evt. bo sammen med. I har mulighed for at aftale fælleskørsel til Kastrup. Der vil op til afrejse blive oprettet en lukket facebookgruppe. Du vil også modtage en pakkeliste + andre praktiske tips for at ”klæde” dig godt på til turen.

 

 

VÆRD AT VIDE

 

Pas og forsikring:

Pas skal være gyldigt 6 måneder efter afrejsen fra Vietnam.

Alle deltagere skal have gyldig rejseforsikring/hele verden og evt. afbestillingsforsikring. Husk at tjekke om din forsikring dækker Covid-19.  Amazing Tours tegner ikke forsikringer. Der kan max. deltage 25 på turen.

Prisniveau:

Prisniveauet i Vietnam og Cambodja er lavt. Naturligvis er der stor prisforskel fra lokale cafeer til de bedste restauranter. En øl koster på lokale steder under 10 kr, et måltid mad i et gadekøkken koster 12-17 kr., mens en lækker 5 retters menu på god restaurant kan fås for 120-200 kr.

Vaccinationer:

Der er ingen krav om vaccinationer til Cambodja og Vietnam, men du bør tale med egen læge 2-3 måneder før afrejse. Typisk vil du blive rådet til at få leverbetændelse A + B vaccine. Sørg for at din stivkrampe er opdateret.

Drikkepenge:

Alle der yder service i Vietnam forventer drikkepenge. På hele rejsen er et kvalificeret gæt, at du skal beregne 400 kr. pr. person eller 60 US Dollars.

Vejret:

Februar/marts måned er den tørreste måned på året i Cambodja og Sydvietnam. Der falder i gennemsnit ca. 10 mm regn i Saigon i hhv. februar og marts og ca. 1 mm regn i Phnom Penh. Temperaturen i dagtimerne ligger omkring de 30 grader og om natten typisk 25 grader. I Dalat er temperaturen typisk 5 grader lavere.

Befolkningen:

Du vil møde fantastiske og gæstfrie mennesker i begge lande. Det er sikre lande at rejse rundt i. På markeder og hvor der er mange mennesker, passer man naturligvis på sine ejendele. På hellige steder kan der være krav om tildækning af skuldre med mere.

Covid-19:

I både Cambodja og Vietnam har man håndteret Covid-19 meget professionelt. Vi kender på nuværende tidspunkt ikke til eventuelle Covid-19 restriktioner for februar/marts næste år, hvor turen afvikles. Sørg for at rejseforsikringen også dækker ved Covid-19. Rejsen er dækket af pakkerejseloven ved evt. lukkede grænser.Amazing Tours er medlem af rejsegarantifonden nr. 2824. Rejsen kan frit annulleres frem til d. 20. November 2020.

 

Pin It on Pinterest

Share This